Vædderkaninernes historie

af F. Wanning, Bogen om vædderkaniner

Man skal frem til den sidste halvdel af 1800-tallet, før man kan tale om begrebet race indenfor kaninerne. Men forskellige afvigelser fra vildkaninen, som alle tamkaniner nedstammer fra, er beskrevet længere tilbage.

Det mest iøjnefaldende kendetegn ved vædderkaniner er de hængende ører, og betragter vi alle kaniner med hængeører som vædderkaniner, har de en lang historie bag sig. De beskrives i slutningen af 1700-tallet, og da de jo nok har eksisteret før den første omtale, kan vi sikkert regne med en mere end 200-årog historie. I gammel kaninlitteratur kan man læse, at vædderkaninerne stammer fra kapharen, der levede frit i Algier, og som havde mere eller mindre hængende ører. Det er en ammestuehistorie. Vædderkaninen er en kanin og har intet med harer at gøre. hængeørerne skyldes én eller flere mutationer, som var det første grundlag for dannelsen af denne særprægede kanintype. gennem stadigt udvalg af de mest ønskelige typer er man nået frem til det nuværende standarddyr.

Opstod i Frankrig
Det menes at de første vædderkaniner opstod i Frankrig. For dette taler, at den første virkelige beskrivelse af disse kaniner findes i et fransk værk fra 1845 "Le Jardin des Plantes" af M. Boitard, Bogen har en flere linjer lang undertitel og beskriver dels haven og dens planter, dels de dyr, man kan holde i haven. På en illustration i denne bog ses 5 kaniner, hvoraf de 4 har hængeører i større og mindre grad. Boitard beskriver 9 forskellige kanintyper, og her anbringer han i spidsen en kanin, som i oversættelse hedder "Langørestaldkanin". Dette navn blev noget senere forandret til Lapin béliere, d.v.s. vædder-kanin. Boitard nævner, at de langørede kaniner også blev opdrættet i England, hvilket stemmer med, at man i en engelsk bog fra 1822 kanin finde en notits om, at nogle kaniner har ¨så lange og brede ører, at de ikke kan holdes oprejst. Boitard fortæller, at "Langørestaldkaninerne" er på størrelse med store harer og i øvrigt har farve som almindelige kaniner.

I 1863 skrev Teyssier des Farges i et fransk videnskabeligt selskabs publikationer om albinisme. Han imødegår en tidligere fremsat antagelse, at hvis man til stadighed indavler en dyregruppe, fører det til albinodyr, og som bevis på fejlagtigheden i denne påstand nævner forfatteren at han gennem 10 år har opdrættet hundreder af vædder-kaniner uden at indføre nyt blod. Dyrene beholdt hængeørerne, farven og størrelsen gennem alle årene - ingen blev altså albinodyr. Selvfølgelig ikke.

Meget tyder, at vel er vædderne oprindelig opstået i Frankrig, hvorfra de kom til England, hvor engelsk sportsånd tog fat på at gøre de lange ører endnu længere, men der har så fundet en livlig import fra England til Frankrig sted i 1840érne, af de nu meget langørede dyr, der derefter blev krydset med de oprindelige og blev mere og mere udbredte. På en udstilling i Boulogneskoven ved Paris i 1863 udstilledes 42 kaniner, hvoraf de 19 var væddere.

Med soldater til Tyskland
Man mener, at tyske soldater, der deltog i den fransk- tyske krig i 1870-71 bragte vædder-kaniner til Tyskland, hvor de hurtigt bredte sig. 1872 udgave universitetsgartner i Tübingen, Wilhelm Hochstetter en lille bog, hvis titel i oversættelse lyder: "Kaninen, dens beskrivelse, rationelle behandling og opdræt." Den gik som varmt brød, kom i løbet af 3 år i 3 oplag og udkom i 1874 hos V. Pio i en dansk udgave med titlen "Kaninens avl og pleje". Det er den første på dansk udkomne bog om kaniner, og nærværende bogs forfatter er lykkelig over at have et eksemplar af den i sin reol. Hochstetter bringer en ret indgående beskrivelse af "Den ægte franske eller Vædderkaninen". Han fortæller, at den navnlig opdrættes i Sydfrankrig, England og Spanien. Vi lader Hochstetter beskrive dyrene efter hans bogs danske oversættelse:

"Den ægte Vædderkanin adskiller sig væsentligt fra den almindelig franske og vor tamme Kanin og er let at kjende, i det dens Øren opnaa den betydelige længde af 15-18 Cent. Dens Krop er langstrakt og maaler hos et udvokset Dyr (Hovedet fraregnet) indtil 42 Cent. Dyrene bærer sine Øren mer eller mindre oprejst eller stærkt spredte eller lagt til den én Side eller også lader det begge Øren, eller i det mindste det ene, hænge løst ned, hvorved et saadant Kaninhoved, med løst nedhængende Øren, faar en fjern Lighed med Vædderens Hoved, der har givet Anledning til den franske Benævnelse Lapin bélier, d.v.s. Vædder-kanin. Et yderligere Kendetegn er stærk Halshævning hos de fuldvoxne Moderkaniner. Pelsens Farve kan ikke nøjagtig bestemmes, men man foretrækker saadanne, der som de vilde Kaniner ere hvide paa Struben, Bugen og de indre Laarflader, have en rustgul Nakke og ellers ensfarvet, haregraat Skind, eller de rødgule isabellafarvede, der findes også ganske hvide. Fuldt udvoxet opnaar de en anselig Vægt af 9-10 Pund, der endda, dog højst sjældent, kan stige til 12-15 Pund og kommer saaledes i Handelen ogsaa under Navn af Bulldogkaniner, andalusiske eller amerikanske Kaniner, alle er de ensbetydende med det korrekte Navn Vædder-kanin."

Denne beskrivelse må siges at være overordentlig tolerant overfor begrebet racepræg. Ørerne kunne jo placere sig, som de nu bedst kunne, når blot de ikke strittede lige i vejret.

Fransk Vædder model 1872.
Illustrationen fra Wilhelm Hochstetters bog, der udkom i Danmark to år senere

Hochstetter nævner, at væddere betales med mange gange så høje priser som almindelige kaniner. Han siger at vædderne ikke er så frugtbare som andre, men da det betyder, at de "kun" føder 5-6 gange om året, er det jo til at bære! Hochstetter har dog selv haft godt held med vædderen, og han nævner, at det nok skyldes, at han har holdt sig fri af de kæmpestore eksemplarer. Det råd kan vi godt videregive til vædder-opdrætteren af idag.

 

"Maaden at bære dem paa"
I 1873 skriver dr. H.O. Lenz i "Gemeinnüttzige Naturgeschichte": "Kaniner med hængeører ser man oftere og oftere og som regel i gulbrun, gulgrå eller hvidbroget farve. De er større end de almindelige kaniner, ørerne hænger, og der ses nogle, hvis ører er så store som en voksen mands hånd. Man opdrætter fortrinsvis denne race for at benytte den som fødemiddel".

I 1888 udgav Jean Baumgartz i Magdeburg en bog, der kan betegnes som den første standard for kaniner. Vel indeholdt bogen tillige et afsnit om fodring, avl o.s.v., men der er reserveret megen plads og hele 32 tegninger på racebeskrivelserne....